I 1989 blev jeg for alvor non - figurativ og holdt i 92 en udstilling i det nystartede galleri Rasmus
Peter Eriksen skrev i Fyns Stiftstidende under overskriften" Vulkanudbrud i gråt " :
"Gråt er ikke identisk med dødens kys. I hvert fald ikke i maleren og tegneren John Hansens nye arbejder. Han omsætter tværtimod farven, der ikke er nogen farve, men en kombination af alle de bestående, livsbekræftende og temperamentsfuldt i tynde lag(……… ) John Hansen har klaret springet til de nonfigurative abstraktioner med bravur. "
Jeg fik lyst til at arbejde mere frit med farven og fik i 93-94 mulighed for et arbejdsophold i Brasilien, hvor jeg nåede at have fire separatudstillinger. Mine udstillinger blev dækket godt af både tv og aviser.
I 1994 er jeg hjemme i Danmark igen og udstiller værker fra Brasilien i Galerie Gerly
Ole Nørlyng Skriver i Berlingske Tidende d. 2/9 94:
” (…..)Jordens farve er en næsten asketisk okker, mens frodighedens lægger op til en eksplosion af penselstrøg og farver. JH går nonfigurativt til værks og satser på billedets abstrakte kvaliteter.(…)”
Marts 1999 har jeg min tredje separatudstilling i Gallerie Gerly
Politikens Peter Michael Hornung skrev 19/3 99
” Når man dyrker den fri abstrakt-ekspressionistiske stil, så længe efter at stilen har sat avantgardens dagsorden, risikerer man nemt at minde om en hel flok gamle amerikanere. Men ser man bort fra associationerne til tressernes New Yorker - skole og halvfemsernes Per Kirkeby, har John Hansen et sikkert forhold til sit maleris farve, som han behersker i dobbelt forstand. Hans kolorit bralrer ikke op. Begrænsningen er en kunst, især når man laver kunst, og John Hansen holder sig i skindet, dvs. især til jordfarver, sort, en kølig grå, gult. Der er næsten intet, som man vil kalde flotheder og bravur.(…)”
I DANSK KUNST 99 skriver Palle Juul Holm om samme udstilling med overskriften skæbnesvangre betydninger:
”John Hansen udstillede i Galerie Gerly en slags lidt dyster abstrakt ekspressionisme med vage spor af eller henvisninger til genkendelige former. Endnu (fristes man til at skrive) anedes sorte skikkelser, torsoer, skyggebilleder af dyr, klipper eller bjerge i de mørke flader, der altid optrådte på lærrederne. Det gav som regel værkerne et præg af tyngde, af noget rugende eller truende; og i grunden var det lettest at finde hvile (hvis det da var det, man skulle) I hans bemalede litografi fra 1994 eller hans farveætsninger fra 1998, der på en og samme tid ejede større lethed og større sammenhængskraft. Skulle et af akrylbillederne fremhæves, måtte det blive det ubetitlede katalognummer 4, hvor et par skygger mellemgrunden fremtrådte med en ubestemmelig men skæbnesvanger betydningsladning”