KUNSTAVISEN JANUAR 2004
En kunstner i rivende udvikling
Den fynske maler og grafiker John Hansen(f.1953) har haft et forrygende udstillingsår i 2003. Hans billedkunstneriske udtryk kan benævnes abstrakt-ekspressionisk. Farve, stoflighed og teknik går op i en større enhed.
I juli måned 2003 udstillede John Hansen på Fyns grafiske Værksted i Odense en række grafiske arbejder udført i akvantinte og et par i bemalet akvatinte. Værkerne var på samme tid dels pågående, uundgåelige dels forfinede og raffinerede.
Det samme forhold gjorde sig gældende på udstillingen med en række værker, der blev vist på Galerie Gerly i august-september, på Galerie Lærken, Nykøbing Falster i september-oktober og på Kunstgalleriet, Søndergade i Odense i november 2003.
John Hansens billedkunstneriske udvikling
John Hansen er uddannet på Det Fynske Kunstakademi 1971-1976 og udstillede på censurerede udstillinger fra 1977,fx. KE 77. I 1976-77 eksperimenterede kunstneren med en speciel teknik i akryl på japanerpapir, hvor en form for opløsning i materialet synes at understrege antydningen af splittelse i de skildrede, sprængte figurer. Resultatet var en understregning af desperation. 1980èrne og 90érne I firsernes slutning bliver rytmen i billederne og indkredsningen af lys kontra skygge, såvel som stoflighed og det rumlige aspekt af helt overordnet betydning. Torso-lignende figurer der ses i midten af firserne forsvinder mod slutningen af årtiet. Tilbage bliver en destillation af omgivelserne. Det bliver svært at skelne en egentlig bundfarve, idet talrige laf maling lægges ovenpå hinanden. Teknisk males, dryppes og sprøjtes malingen
på lærredet. Lyse, grå og hvidlige farver dominerer baggrunden, mesn rosa, lysblå og grønlige farver sprøjtes eller dryppes på lærredet. Flere steder på billedplanet ses et kvadrat, en rektangel og/eller en horinsontallinie.
Det vil sige noget der fastholder billedplanet.
I 1990érne og frem bliver det centrale i billederne kombinationen mellem noget rent malerisk (farvestofligt) og den konkrete falde, dvs. lærredet og /eller papiret. John Hansen tager som udgangspunkt ofte egne litografiske
prøvetryk, hvorefter han håndkolorerer billederne. Der opstår herved en udpræget rig stoflighed.
Brasilien
Afgørende rejser har John Hansen foretaget fra 1976 til. bl.a. Holland,Tyskland og Norge. Men af særlig stor betydning var opholdet i Brasilien i 1993-94. John Hansen udstiller fire steder i Brasilien, Bl.a. på Museum of Contemporary Art (MACC) i Campinas,Sao Paulo.Et hovedværk, der blev påbegyndt i Brasilien og færdiggjort i Danmark er serien "Terra/Jord". I billederne indgår både rød brasiliansk jord og sort-grå jord fra Sønderby Bjerge, Fyn. Serien består af to dobbeltmalerier(2 stk. á 200*150 cm) "Terra do Brasil" og "Terra/Jord" samt
12 arbejder på papir (hver 150*120 cm) i materialerne jord, æg, akryl og blyant. Disse billeder er vigtige i John Hansens udvikling, hvor stoflighed og intensitet bliver mere og mere udtalt.
Kunstmesse i Herning
Hos Galleri Elise Toft vises på Kunstmessen i Herning 30.1-1.2 2004 en række helt nye værker, små såvel som store, i akryl på lærred af John Hansen.
Billederne opsummerer hvad John Hansen har arbejdet sig frem til i de senere år. Sarte lyse nordiske farver, der i sprængte formationer stærkt stofligt kan associere til fjeldvægge , is, sne og skyer kombineres med lyse- og mørkebrune, grønne + dybviolette masser, der igen lyses op af glimt af okker, gult og blåt. I visse tilfælde antydes en horisontlinie, men også kun antydes. Intet har sin helt faste plads i disse billeders udsagn- og det er netop det fascinerende ved billederne.
Lise-Lotte Blom
Kunstavisen september 2005
Malerier i balance
Hvad er forskellen på et rent ekspressionistisk abstrakt maleri og et ekspressionistisk-abstrakt naturmaleri? Det er jo kategorier, man bruger flittigt i en omtale af kunstneres produktioner og altid med en ret klar forståelse af det ene i forhold til det andet. Men når jeg ser John Hansens seneste malerier til Galleri Dahl, så bliver jeg i tvivl om, hvad jeg ser, men så kan man jo blive hjulpet af kunstnerens
titler, hvor jord i forskellige udformninger bruges som en slags rettesnor.
John Hansens malerier er en udforskning af den delikate balance mellem naturoplevelse og abstraktionens eget billedforum, som er en central del af den nordiske kunstneriske trang til fordybelse netop i dette udvalgte grænseland, hvor så mange har færdedes fra Strindberg til Kirkeby og Kenneth Nielsen.
Det er et område af kunsten, hvor mulighederne synes uendelige, men hvor det også kan gå grueligt galt, hvis man ikke udvikler sin egen rytme og forstår at få motivet til at balancere både inden for lærredets rammer og i forholdet mellem netop naturoplevelsen og dens spejlbillede abstraktionen.
John Hansen forstår denne udfordring og derfor taler hans malerier så enkelt og dog så kraftigt fra lærredet ud i rummet.
Malerier i dialog
Man kan sige, at kunstneren ser ud i verden og derpå vender sig og ser ind (eller kryber selv med ind) i Alice i Eventyrlands spejl, hvor al ting forandres og nye synsmåder og forståelser skabes. John Hansen arbejder sig stadig dybere ned i billedets muligheder i forhold til de forskellige rejser, han også har været på, hvor Brasilien har sat et varigt spor Han ser jordens mangfoldighed af farver og oplever lysets virkninger, og derudfra destillerer han så at sige et udtryk, han genskaber på lærredet. Udtrykket er en særlig blanding af lys og mørke, men det kan man også udtrykke med musikkens sprog, at ‘dur’ møder ‘mol’, eller - med lyrikkens sprog - at det lyriske møder det dramatiske.
Men det kan også, som hos Turner og Strindberg, være himlen der møder havet. Mulighederne er så brede, ag alligevel ender det med et møde mellem kræfter, der hos John Hansen handler om et område i billedet af særlig intensitet i form af lys, eller fordi markante flader støder sammen.
I dette møde opstår billedet, men dets oplevelse og tolkning beror på beskuerens intensitet og rummets forhold af plads og lys. Derved bliver hans malerier aldrig de samme, når en anden ser dem, som man selv oplevede dem. En uendelig række af dialogmuligheder opstår mellem omgivelserne og malerierne, dialoger, som kunstneren har overladt til os andre at forstå og tolke, for John Hansens bud ligger i selve maleriernes tyste og farverige sprog.
Forfatter og kunstkritiker Erik Meistrup i forbindelse med udstilling 20.august til 9 oktober 2005 i galleri Dahl
29 minutter
- ord på afbud
Nogle minutters kørsel gennem det sommerfrodige meget grønne Østjylland til Galleriet i Sødring mætter sindet. Hyldeduftene beruser én, så man er helt høj i ankomsten. – Nysgerrig mere end tændt. Hvad er nu det her for noget? Selv om det kun kan blive kort. Andet kalder.
Oplevelsen er overraskende, ja overvældende. Der er en masse billeder. Enkelte stikker af, stikker op. Et stort billede i krogen med Cezannes Mont Sainte Victoire-bjerget (betyder: sejrens bjerg) emmer af majestætisk ro med sit glorieagtige lys. Sejren er vundet, også i forfaldet, forvitringen, i dag endnu mere fremskreden end det var for Cezanne for hundrede år siden. Som det er med bjerget, sådan er det med livet: det forvitrer, når det ligger åbent, men det er, som kaster selve forvitringen et majestætisk lys af sig.
John Hansen standser midt i ophængningen og giver det ord med på vejen. ”Nogle dage anedes det i disen, andre dage lå det klart for én, selv om det var 70 km væk.”, siger han med julelys i øjnene. – Og jeg tænker: Forunderligt og godt, at vi i Europa kan finde storheden også i forvitringen. Godt at vi ikke - som japanerne med Fujiamas himmelstræbende tinde - er tvungne at stræbe mod det fuldkomne for at være. – Palimpsesten, Hansens samtale med mesteren Cezanne er klar, især i dette billede men også i andre. Alene motivet, men også legen med lyset gør samtalen til virkelighed. – I andre af de foreløbigt ophængte billeder anes også motivet, - i et er bjerget væk og disen forvandlet til et William Blake’s stråleflor.
Et orgie af forskellige hvide farver – og jeg mener forskellig hvidt, for hvidt er ingenlunde hvidt – kæmper i et andet lærred med mørket, så man overvældes; tror at finde en engel eller en due eller hvad ved jeg …… Man løftes op, man løftes ud…..
Helt anderledes er hen ved hundrede huskebilleder, små skitseagtige ting, - og hvad er skitser for en kunstner andet end netop ’huskebilleder’. De er på vej på sorte plader i det lille lavloftede hvidmalede rum. Af de stykker, jeg når at se på mine 29 minutter i galleriet, før andre gøremåls kald bliver presserende, fornemmer jeg forskellighed og liv, og jeg glæder mig til at se dem oppe sammen. Det bliver en farvesymfoni af rang.
Men mest fanger mig et billede med irrede og mossede grønne farver i et dramatisk sam- og modspil, som var det en dulgt elskovsakt på vej mod lyset. I de sidste minutter i galleriet fanger det igen øjnene, og så vidt er det min personlige favorit …..
29 minutter blev det til. Noget og ingenting. Uanstændig kort. - Måske, men af erfaring ved jeg, at hvis ikke en udstilling sætter sig med set samme, gør den det ikke. Ikke for mig i hvert fald.
Denne udstillings styrke og lys ses overraskende stærkt selv under Randers fjords høje, skarpe lys …… Vel er Sødring ikke Provence, hvor billederne er skabt, men alligevel opstår et forunderligt samspil! 29 minutters behagelig overraskelse en sommerdag ….. Endnu engang et scoop i galleriet ….. Tillykke til John Hansen og Birthe Elgaard. – Måtte billedernes lys åbne øjet for lyset og dagen udenfor!
Peder Svejgaard Pedersen;Ø. Tørslev præstegård Valdemarsdag 2007