John Hansens malerier er en udforskning af den delikate balance mellem naturoplevelse og abstraktionens eget billedforum, som er en central del af den nordiske kunstneriske trang til fordybelse netop i dette udvalgte grænseland, hvor så mange har færdedes fra Strindberg til Kirkeby og Kenneth Nielsen.
Det er et område af kunsten, hvor mulighederne synes uendelige, men hvor det også kan gå grueligt galt, hvis man ikke udvikler sin egen rytme og forstår at få motivet til at balancere både inden for lærredets rammer og i forholdet mellem netop naturoplevelsen og dens spejlbillede abstraktionen.
John Hansen forstår denne udfordring og derfor taler hans malerier så enkelt og dog så kraftigt fra lærredet ud i rummet.
Man kan sige, at kunstneren ser ud i verden og derpå vender sig og ser ind (eller kryber selv med ind) i Alice i Eventyrlands spejl, hvor alting forandres og nye synsmåder og forståelser skabes. John Hansen arbejder sig stadig dybere ned i billedets muligheder i forhold til de forskellige rejser, han også har været på, hvor Brasilien har sat et varigt spor. Han ser jordens mangfoldighed af farver og oplever lysets virkninger, og derudfra destillerer han så at sige et udtryk, han genskaber på lærredet. Udtrykket er en særlig blanding af lys og mørke, men det kan man også udtrykke med musikkens sprog, at ‘dur’ møder ‘mol’, eller - med lyrikkens sprog - at det lyriske møder det dramatiske.
Men det kan også, som hos Turner og Strindberg, være himlen der møder havet. Mulighederne er så brede, ag alligevel ender det med et møde mellem kræfter, der hos John Hansen handler om et område i billedet af særlig intensitet i form af lys, eller fordi markante flader støder sammen.
I dette møde opstår billedet, men dets oplevelse og tolkning beror på beskuerens intensitet og rummets forhold af plads og lys. Derved bliver hans malerier aldrig de samme, når en anden ser dem, som man selv oplevede dem. En uendelig række af dialogmuligheder opstår mellem omgivelserne og malerierne, dialoger, som kunstneren har overladt til os andre at forstå og tolke, for John Hansens bud ligger i selve maleriernes tyste og farverige sprog.
Forfatter og kunstkritiker Erik Meistrup